Ny ledende overlæge i Randers
Michael Tjørnild tiltræder som ny ledende overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Kirurgisk Fællesafdeling, på Regionshospitalet Randers pr. 1. april 2018.
41-årige Michael Tjørnild er ph.d. og afdelingslæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling E på Aarhus Universitetshospital. 1. april 2018 tiltræder han som ny ledende overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling, som er en del af Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers.
I den nye stilling får han ansvar for at drive og udvikle hospitalets ortopædkirurgiske arbejde i et tæt samarbejde med den øvrige ledelse i Kirurgisk Fællesafdeling.
Jobbet som ledende overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling bliver Michael Tjørnilds første lederjob. Han har dog tidligere beskæftiget sig med ledelse gennem sit job som fællestillidsmand på Aarhus Universitetshospital, hvor han har haft det overordnede ansvar for organiseringen af tillidsrepræsentanterne i Yngre Læger.
Gennem jobbet som afdelingslæge og fællestillidsrepræsentant ved Aarhus Universitetshospital har Michael Tjørnild arbejdet med at inddrage medarbejdere i udvikling af faglige og administrative opgaver – og med gode resultater.
"Indflydelse skaber arbejdsglæde og faglig udvikling. Min dør vil altid stå åben, for mine medarbejdere skal vide, de er velkomne til at komme forbi og bidrage med ideer til udvikling af vores fælles arbejde, ligesom de også skal tage imod mig en gang imellem i klinikken, hvor jeg iklæder mig kitlen for at samarbejde med dem om patienterne," siger Michael Tjørnild.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
