Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

KFJ-prisen går til norsk professor

Tom Eirik Mollnes

Rigshospitalets internationale KFJ-pris går i år til den norske professor Tom Eirik Mollnes, hvis forskning i immunforsvarets komplementsystem rummer store perspektiver.

61-årige Tom Eirik Mollnes blev uddannet læge i Bergen i 1981, har doktorgrad fra Oslo i 1985 og er nu forsker ved Nordlandsykehuset, Bodø og professor ved Universiteterne i Tromsø og Oslo, samt ved CEMIR ved NTNU, Trondheim.  

Indstiller til prisen er Tom Eirik Mollnes’ samarbejdspartner på Rigshospitalet, professor Peter Garred fra Klinisk Immunologisk Afdeling. Prisen er stiftet i håbet om at styrke Rigshospitalets internationale samarbejde, og med prisen følger en donation på 1,5 mio. kr. til yderligere forskning fra Kirsten og Freddy Johansens Fond.

Professor Tom Eirik Mollnes og professor Peter Garred har samarbejdet om at udvikle nye metoder til at måle aktiviteten i det medfødte immunsystem, der nu er etableret som standardmetode over hele verden. Prisen og donationen giver muligheder for, at dette samarbejde kan videreudvikles og styrkes.

Den del af det medfødte immunforsvar, som Tom Eirik Mollnes og Peter Garred har samarbejdet om, kaldes komplementsystemet og er specielt vigtig for at beskytte os mod for eksempel meningokokinfektion. De to forskere har fundet ud af, er at dette forsvar også kan blive vores egen værste fjende i de tilfælde, hvor komplementsystemet bliver over-aktiveret eller ”narret” til at angribe kroppen selv. I de tilfælde udvikles der en uønsket betændelsesreaktion, som skader patientens eget væv. Skadesreaktionerne sker ved udvikling af hjertekarsygdom (åreforkalkning), som kan resultere i blodpropper i hjerte og hjerne. Dette er i dag nogle af de vigtigste dødsårsager på verdensplan (over 7 millioner patienter årligt) og udgør 13% af alle dødsfald. 

En anden meget alvorlig sygdom, som delvis er betinget af en over-aktivering af komplementsystemet, er blodforgiftning (sepsis). 750,000 patienter verden over får sygdommen årligt, og dødeligheden er ca. 30%. Professor Mollnes har fremsat en hypotese om, at den enkelte patient ikke dør af bakterierne, men af sit eget over-aktiverede immunsystem. Han har flere dyreforsøg, som understøtter denne hypotese.

Bakterier behandles med antibiotika lige efter, at patienten er ankommet til hospitalet, men det store problem er, at det medfødte immunsystem (herunder komplementsystemet) er så over-aktiveret, at det hovedsageligt angriber patienterne, som i værste fald kan dø af denne aktivering. Tom Eirik Mollnes og hans forskningsgruppe har som de foreløbigt eneste forskere forsøgt en intensiv behandling, som fra begyndelsen af over-aktiveringen indebærer, at man slår komplementsystemet og en betydelig del af det medfødte immunsystem ud. Dette har han og hans gruppe gjort i flere dyremodeller med succes, og målet er i fremtiden at kunne behandle patienter med denne livstruende sygdom med en medicin, som kan hæmme komplementsystemet.  

Peter Garred og Tom Eirik Mollnes vil nu opbygge et videnskabeligt program baseret på KFJ-donationen for at undersøge, hvordan man bedst kan hæmme det medfødte immunsystem, med fokus på komplementsystemet. KFJ-donationen er en anerkendelse af de opnåede forskningsresultater, men forskningen har også potentiale til at kunne finde nye behandlingsformer af hjertekarsygdomme og blodforgiftning. På længere sigt kan dette få betydning for en række andre sygdomme, hvor man i dag antager at komplementsystemet bidrager til at skade patienterne.

Tom Eirik Mollnes får overrakt KFJ-prisen onsdag 6. december kl. 14.30 ved en reception på Rigshospitalet i København.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .