Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Aarhus får ny professor i børnekræft

Jeanette Falck Winther. Foto: Tomas_Bertelsen

Overlæge Jeanette Falck Winther er ny professor på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, hvor hun skal forske i senfølger hos børn med kræft og udbygge samarbejdet med de kliniske kolleger, der behandler børn med kræft under indlæggelsen og senere i livet.

Behandlingen af kræft hos børn er en medicinsk succeshistorie. 85 pct. af alle børn med kræft bliver helbredt, og mange børn lever et godt liv efter kræftbehandlingen. Men en del får følger som f.eks. hjertesygdomme senere i livet. Kortlægning af disse senfølger er omdrejningspunktet for Jeanette Falck Winthers forskning både på nationalt og internationalt plan.

Kortlægningen er grundlaget for udarbejdelse af retningslinjer, der beskriver, hvilke sygdomme børnene er i risiko for at få, og hvordan børnene skal følges op i senfølgeklinikker efter endt behandling. Ved at behandle følgerne af kræft tidligt sikrer man, at børnene får den bedst mulige fremtid.

Jeanette Falck Winthers professorat er en delt stilling mellem Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitet. Professoratet er finansieret af Kræftens Bekæmpelse.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .