Hospitalsdirektør siger op

Hospitalsdirektør for Herlev og Gentofte Hospital, Anna Jastrup, har sagt op og forlader sit job til sommer.
Hun været på Herlev og Gentofte Hospital siden februar 2021. Og før det var hun i mere end fire år hospitalsdirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
”Jeg er meget taknemmelig for den tid, jeg har haft som hospitalsdirektør. Hospitaler er jo et fantastisk og meningsfuldt sted at være leder. Der er udfordringer, men samtidig har jeg til stadighed oplevet meget stor dedikation og høj faglighed fra medarbejdere og ledere. Jeg har også værdsat det virkeligt gode kollegiale klima hospitalerne og den regionale koncern imellem, haft dejlige kolleger i mine direktioner, i afdelingsledelserne og MED-organisationen. Så det er selvfølgelig med et mål af blandede følelser, at jeg har meddelt regionsdirektør Jens Gordon, at jeg vælger at stoppe; men jeg har valgt at prioritere, at mit fremtidige arbejdsliv skal se anderledes ud,” siger Anne Jastrup i en pressemeddelelse.
Hun ser frem til at få mere tid. Både til eventuelle nye arbejdsmæssige og private gøremål.
59-årige Anne Jastrup er uddannet jurist, og har mere end 20 års ledererfaring fra direktionsstillinger i store offentlige virksomheder og organisationer – herunder har hun også været koncerndirektør i Region Midtjylland og underdirektør i TrygFonden.
"Jeg er personligt meget ked af, at Anne vælger at stoppe, men jeg må samtidig respektere, at Anne må tage nogle private hensyn. Jeg er sikker på, at hendes meget erfarne og dygtige blik for ledelse og forståelse af sundhedsvæsenet kan sættes i spil i andre sammenhænge,” siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen, der også vil savne hendes erfarne lederstemme i hospitalsdirektørkredsen.
Anne Jastrup stopper i sommeren 2024, og der vil blive en glidende overgang til en ny hospitalsdirektør. Stillingen opslås ledig i løbet af foråret.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
