Ny professor i integrativ billeddannelse
Brian Kjærgaard Hansen har en baggrund i fysik og den 1. december er han tiltrådt som ny professor på Institut for Klinisk Medicin og hjerneforskningscenteret CFIN på Aarhus Universitet.
Brian Kjærgaard Hansen er ny professor i integrativ hjernebilleddannelse. Feltet bygger bro mellem fysik og neurobiologi og handler om at udvikle og anvende MR-skanning til at studere hjernen.
Brian Kjærgaard Hansen ønsker særligt at forstå, hvordan hjernens mikrostruktur forandres under søvn og narkose. I det arbejde studerer han en klynge af nerveceller (Locus Coeruleus, LC) i hjernestammen, som har stor indflydelse på søvn, hjernens plasticitet og blodforsyning.
”Min forskning har til formål at udvikle MR-teknikker og bruge dem til at gøre os klogere på hjernen og dens sygdomme. F.eks. ved man, at LC går i stykker tidligt i Parkinsons sygdom og i Alzheimers sygdom, men vi ved ikke, om LC går i stykker på grund af sygdommen, eller om sygdommen opstår, fordi LC går i stykker. Det vil vi belyse og dermed bidrage til forståelsen af nogle af de mest ødelæggende neurodegenerative sygdomme,” siger han.
Desuden er den nye professor involveret i at udbrede brugen af MR-skanning til visualisering af tænder, kæbeknogle og den nedre del af hovedet i et samarbejde med professor Rubens Spin-Neto fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed også på Aarhus Universitet.