Region Nordjylland har ansat ny psykiatridirektør
Jan Mainz bliver fra 1. januar psykiatridirektør i Region Nordjylland. Han kommer fra en stilling som direktør med ansvar for patientforløb, kvalitet og patientsikkerhed i Psykiatrien i Region Nordjylland.
Jan Mainz er et kendt ansigt i organisationen, hvor han kommer fra en stilling som direktør for patientforløb, kvalitet og patientsikkerhed. Siden maj har han sammen med konstitueret psykiatridirektør Dorte Juul Hansen og lægefaglig direktør Tina Gram Larsen varetaget ledelsen i Psykiatrien.
Jan Mainz blev i 2004 den første professor i kvalitetsudvikling i Norden, hvilket siden er udbygget med en titel som professor i kvalitetsudvikling og sundhedstjenesteforskning ved Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien.
Som psykiatridirektør får Jan Mainz en nøglerolle i at sikre høj kvalitet i behandlingen.
"Såvel voksenpsykiatrien som børne- og ungdomspsykiatrien er udfordret i Danmark og i Region Nordjylland. Det medfører et stort arbejdspres for medarbejderne, hvilket udfordrer arbejdsmiljøet. Med 10-årsplanen er der tilrettelagt en lovende strategisk udvikling. Jeg ser frem til sammen med Psykiatriens dygtige medarbejdere at konsolidere og udvikle psykiatrien med fokus på dem det hele drejer sig om, patienterne. Vi skal inddrage patienternes og de pårørendes stemme i udviklingen af psykiatrien," siger Jan Mainz.
En anden stor opgave, der venter den kommende psykiatridirektør, er samlingen af Psykiatrien i Aalborg.
Psykiatrien kommer til at ligge dør om dør med somatikken og det ny universitetshospital i Hospitalsbyen Aalborg Øst. Bygningerne skal rumme de fleste af de funktioner, der i dag er på Mølleparkvej og på Brandevej.
- Udflytningen til Hospitalsbyen bliver et stort løft for både patienter og personale. Blandt andet får vi nogle klart bedre og mere tidssvarende fysiske rammer, og jeg vil gerne fremhæve naboskabet til det somatiske hospital. Det giver os mulighed for et tæt samarbejde om patienternes psykiske og fysiske sygdomme. Jeg er overbevist om, at det vil blive en stor forbedring, siger Jan Mainz.
Jan Mainz er 65 år og bor privat i Højbjerg ved Aarhus. Han er gift med socialrådgiver Evelyn Nørholm Mainz. Tilsammen har de seks børn og syv børnebørn. Familien lever et aktivt familieliv. Jan Mainz er motionsløber i fritiden og har netop gennemført sit tiende maratonløb.
Karriere i uddrag
2013-nu: Direktør for patientforløb, kvalitet og patientsikkerhed, Psykiatrien i Region Nordjylland
2007-2012: Ledende overlæge i afd. Syd, Aalborg Universitetshospital
2011-nu: Professor i kvalitetsudvikling og sundhedstjenesteforskning, Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien
Uddannelse
Lederuddannelse, MPA (Master of Public Administration), CBS, 2018
Speciallæge i samfundsmedicin, 2006
Ph.d., Aarhus Universitet, 1995
Cand.med., Aarhus Universitet, 1990