Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny formand for Lægeforeningen Nordjylland

Lægeforeningen Nordjyllands bestyrelse har valgt praktiserende læge Cecilie Amstrup som sin nye formand.

Cecilie Amstrup er speciallæge i almen medicin og har sin praksis i Pandrup, og hun har været fagpolitisk aktiv i mange år. Hun har blandt andet været tillids- og fællestillidsrepræsentant sideløbende med sin lægelige videreuddannelse, og hun har været en del af Yngre Lægers repræsentantskab.

Cecilie Amstrup brænder for lægefaget, og for hende er et omdrejningspunkt for det gode lægeliv, at det skal være rart at gå på arbejde. Hun er optaget af tage livtag med ulighed i sundhedsvæsenet, og hun har blandt andet været frivillig i Reden Aalborg, som tilbyder lægetjek til sexarbejdere.

Cecilie Amstrup er 37 år, og hun er opvokset i København. Hun har læst medicin på Aarhus Universitet, og hun kom til Pandrup i forbindelse med sin kliniske basisuddannelse.