Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Børnekræftforsker hædres med 250.000 kroner

Overlæge René Mathiasen fra Rigshospitalet modtager Henrik Hertz’ Forskningslegat på 250.000 kr. fra Børnecancerfonden for hans dedikation til forskning og behandling af børn med hjernetumorer. 

Det skete på Børnecancerfondens Forskningsdag 2023, hvor 130 forskere, læger, sygeplejersker og andre fra landets fire børnekræftafdelinger samt sponsorer og samarbejdspartnere var samlet i København for at sætte fokus på fondens arbejde med børnekræft. 

Her var der faglige oplæg om børnekræft, forskerbattle med unge forskere og uddeling af priser.

Aftenens helt store pris, Henrik Hertz’ Forskningslegatet, blev uddelt til overlæge René Mathiasen fra Rigshospitalet. Han blev hædret for sit mangeårige og dedikerede arbejde med forskning og behandling af børn med hjernetumorer.

”Gennem strategiske bevillinger fra Børnecancerfonden har René Mathiasen siden 2017 muliggjort flere videnskabelige projekter, og styrket samarbejdet både nationalt og internationalt. Samtidig han har bidraget til øget viden om forebyggelse inden for børnekræftområdet,” udtaler Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen.

Med støtte fra blandt andre Børnecancerfonden har René Mathiassen bl.a. bidraget til at etablere en national biobank, der siden 2020 har samlet væv fra hjernetumorer, spinalvæske, blod og hud. Dette har åbnet op for flere studier af hjernetumorer uden neurokirurgisk intervention.

”Det er helt fantastisk. Det er en kæmpe ære for mig at få den her anerkendelse sammen med den gruppe, jeg samarbejder med, og at vi er med til at sætte fokus på børn med hjernetumorer,” udtaler René Mathiasen.

Med Henrik Hertz Forskningslegatet på 250.000 kr. vil René Mathiasen bruge pengene der, hvor de fortsat kan styrke det internationale samarbejde.

Der blev også uddelt hele to priser til ildsjæle, der arbejder for at gøre en stor forskel for børn med kræft. En fra det faglige miljø, sygeplejespecialist Gitte Petersen fra Rigshospitalet. Og der har indsamlet midler og skabt opmærksomhed til fordel for Børnecancerfonden, Jakob Bay fra FundRacers.