Mette Worsøe ny cheflæge på OUH
Cheflæge Mette Worsøe, M/FAM Svendborg (OUH), tiltræder pr. 15. december som ny cheflæge på hjertemedicinsk afdeling B i Odense (OUH).
Hun har været cheflæge på M/FAM i Svendborg siden 2016 efter en årrække på hhv. kardiologisk afdeling og FAM på OUH i Odense.
Mette Worsøe er engageret i mange tværfaglige opgaver på tværs af OUH – og har også bestridt fagpolitiske opgaver blandt andet som formand for Yngre Læger, ligesom hun har været med i Overlægeforeningens bestyrelse.
Mette Worsøe siger om skiftet fra M/FAM Svendborg til Hjertemedicinsk afdeling B i Odense:
"Jeg kommer fra et chefjob, som jeg er rigtigt glad for. Det er med tungt hjerte, jeg forlader medarbejdere og ledere i Svendborg, men jeg har en baggrund som kardiolog, og når der så er et ledigt chefjob på en ren kardiologisk universitetsafdeling, er det jo et ønskejob. Hjertemedicinsk afdeling er en højt specialiseret afdeling med høje standarder – og det taler ind i min grundlæggende faglighed."
Hjertemedicinsk Afdeling B’s team af 240 specialister undersøger, diagnosticerer og behandler årligt mere end 30.000 patienter med alle former for hjertesygdomme. Afdelingen har både lokal-, regional- og landsdelsfunktion og er gatekeeper til behandling på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital.