Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Praktiserende lægers ærespris går til læge med fokus på palliation

Praktiserende læge Thomas Gorlén modtog de praktiserende lægers store ærespris, Mahlerprisen, på Lægedage 2023. Han får prisen for sit dedikerede arbejde inden for palliativ behandling.

Det skriver Lægeforeningen.

Han har igennem mange år ydet en særlig indsats og har virket som praksiskonsulent for onkologi og palliation i Region Hovedstaden det seneste årti. Han har også har stået i spidsen for en palliations-app i regi af DSAM. Den blev udgivet i 2016 og har i dag mere end 34.000 downloads (1.000 af dem i Norge). Thomas Gorlén er desuden medforfatter på DSAM´s vejledning om palliativ medicin.

Thomas Gorlén har været praktiserende læge i mere end 30 år. Og han har arbejdet med palliation i almen praksis de sidste 18 år.

Det er Kvalitets- og efteruddannelsesudvalget i Region Hovedstaden, der har indstillet praktiserende læge Thomas Gorlén som kandidat til Mahlerprisen 2023. Og de ønsker med deres indstilling - og nu altså også prisen - at hylde Thomas Gorlén for hans store arbejde til gavn for mange patienter, hvilket også omfatter hans arbejde med Palliationsværktøjskassen.

Thomas Gorlén har også i en årrække arbejdet som ekstern lektor på Københavns Universitet på Institut for Folkesundhedsvidenskab, hvorfra han er medforfatter på en lang række praksisrelevante videnskabelige artikler.

Formanden for Dansk selskab for Almen Medicin (DSAM), Bolette Friderichsen, uddelte prisen:

"Jeg er enormt glad for at kunne give prisen til Thomas Gorlén, der i høj grad har fortjent den. Jeg tager hatten af sammen med mange andre og siger: Wow for en imponerende indsats som mange patienter og deres pårørende har gavn af. Palliation er lindrende behandling, som vi bruger, når der er lidelse, i hele sygdomsforløbet, ikke kun til sidst. Palliation skal medvirke til god livskvalitet for uhelbredelig syge. Palliation er at hylde livet, ikke at tilkalde døden."

Med prisen følger 35.000 kroner.