Ny cheflæge til Operation og Intensiv i Randers

Nette Møller-Nielsen tiltræder som ny cheflæge på Operation og Intensiv pr. 1. januar 2024, hvor hun overtager stolen fra Lisbeth Kidmose, der er gået på pension.
Nette Møller-Nielsen, kommende cheflæge på operation og intensiv, Regionshospitalet Randers
Nette Møller-Nielsen kommer fra en stilling som ledende overlæge for uddannelse på Operation og Intensiv, Regionshospitalet Viborg, hvor hun har været siden februar 2020. Derudover har hun siden 2016, hvor hun fik sin speciallægeautorisation i anæstesiologi, været tilknyttet Præhospitalet som akutlæge og har kørt akutlægebil i flere områder i Region Midt.
Siden hun fik sin kandidatgrad i 2006, har Nette-Møller Nielsen været forbi flere forskellige afdelinger i regionen – herunder på Regionshospitalet Randers, hvor hun fra oktober 2009 til juni 2010 var ansat som reservelæge på anæstesiologisk afdeling. Så det bliver ikke helt fremmed for hende at træde ind af døren på hospitalet i Randers.
Nette Møller-Nielsen tiltræder som cheflæge den 1. januar 2024 og kommer sammen med cheflæge Michael Tjørnild og chefsygeplejerske Conny Elmstrøm til at udgøre afdelingsledelsen på Ortopædkirurgi, Operation og Intensiv.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
