Akutmediciner med fokus på organisering bliver klinisk lektor

Overlæge Anders Møllekær bliver fremover en af frontfigurerne for den akutmedicinske forskning i Esbjerg som en af to akutmedicinere ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital, der netop er blevet kliniske lektorer.
Anders Møllekær har haft et særligt fokus på organisering af akutmodtagelser og akutte patientforløb.
Og netop organisering af akutte patientforløb bliver et centralt omdrejningspunkt for den fremtidige forskning.
’I akutte forløb er der ofte være tale om tidskritiske tilstande, som forudsætter en god organisering. Når vi forsker, er vi samtidig nødt til at tage højde for organiseringen af hele det akutte forløb. Det gælder forud for indlæggelse over den akutte behandling og til tiden efter udskrivelse. Hvis vi kun ser på det akutte billede, risikerer vi at foreslå forskning eller tiltag, der kan være uhensigtsmæssige for det samlede billede,’ siger Anders Møllekær.
I støbeskeen er blandt andet ét fremtidigt forskningsprojekt, der skal undersøge behandlingseffekten og ressourceforbrug af et nyetableret initiativ, som består af en mobil akutmodtagelse, hvor en speciallæge i akutmedicin og sygeplejerske fra akutmodtagelsen rykker ud til akutte patienter i stedet for at bringe patienterne ind på akutmodtagelsen.
Ud over den kliniknære og organisatoriske forskning vil fokus være på at opbygge forskningsgruppen og ligeledes få forskningsaktivitet inden for sygeplejerskeforskning.
Om Anders Møllekær
I 2007 uddannet læge ved Syddansk Universitet
I 2013 fik han en Master i Business Administration med fokus på anvendelse af data til patientforløb.
I 2018 forsvarede han sin ph.d. med titlen: “The organization of Danish emergency departments and patient outcome” ved Center for Akutforskning, Aarhus Universitet.
I 2022 blev han speciallæge i akutmedicin, forud herfor har han gennemgået en speciallægeuddannelse i akutmedicin forankret i både Danmark og Sverige.
Forskningsmæssigt har han haft et særligt fokus på organisering af akutmodtagelser og akutte patientforløb
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
