Ny cheflæge i landets største fødeafdeling

Helene Westring Hvidman er tiltrådt som ny cheflæge for Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. Hun overtager stillingen efter Charlotte Wilken-Jensen, som er gået på pension.
Sammen med en chefsygeplejerske og en chefjordemoder står Helene Westring Hvidman i spidsen for afdelingen, som blandt andet rummer Danmarks største fødested og største gynækologiske afdeling for godartede kvindesygdomme, ligesom der i afdelingen er massiv forskning i tidlig graviditet og graviditetstab.
Som cheflæge er Helene Westring Hvidman opsat på at finde gode løsninger ved at bringe faglighederne i spil og ved at inddrage patienterne.
”Der er ikke én model, der passer til alle – vi er nødt til at møde patienterne dér, hvor de er,” siger hun om den forventningsafstemning, der er vigtig for det gode patientforløb – til patientens bedste, men også for at skabe mening og sikre trivsel for personalet.
Helene Westring Hvidman kommer fra en stilling som cheflæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Roskilde og har desuden været fagpolitisk aktiv blandt andet som formand for Lægeforeningen i Region Hovedstaden og som næstformand for Yngre Læger i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
