Region Nordjylland finder endelig en ny regionsdirektør

52-årige Jakob Krogh begynder 1. november som regionsdirektør i Region Nordjylland efter at Christian Boel stoppede for at blive direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Den nye direktør har over 20 års erfaring i offentlig forvaltning og ledelseserfaring inden for sundhedsområdet. Han har i mange år haft ledende stillinger i Sundhedsministeriet og kommer senest fra et job som direktør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
I en pressemeddelelse skriver Region Nordjylland, at Jakob Krogh også har "en indgående viden om sundhedspolitik og offentlig administration og har et stærkt netværk, der strækker sig på tværs af staten, regioner, kommuner, faglige organisationer og civilsamfundsaktører".
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) ser frem til at kunne byde den ny direktør velkommen. I pressemeddelelsen siger han:
"Som leder er Jakob Krogh kendt for at være strategisk og i stand til at sætte en retning. Samtidig er han god til at kommunikere og involvere andre. I sine tidligere ansættelser har han vist, at han formår at lede komplekse, politisk styrede organisationer. For nordjyderne er det helt konkret vigtigt, at vi får en direktør, som har prøvet at arbejde med store indsatser på ældreområdet og i det nære sundhedsvæsen. Den erfaring bliver der brug for i regionens udvikling af tilbud til borgerne på tværs af den offentlige sektor."
Jakob Krogh ankommer til en region med ca. 14.000 ansatte, og hvor der har været betragtelige udfordringer med sygehusbyggeri og med at få budgettet til at balancere. Men Jakob Krogh kalder jobbet et drømmejob og siger optimistisk i pressemeddelelsen:
"Jeg er tryg ved, at det kommer der styr på i et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem politikerne og administrationen."
I sin fritid prioriterer Jakob Krogh familie, venner og fodbold. Han har jyske rødder og er vokset op i Vejle og Aarhus, men Nordjylland er et nyt bekendtskab.
Privat bor han i Vanløse (der ligger 7 kilometer fra København) med sin hustru Anya Krogh Manghezi, som er velfærdsdirektør i Høje-Taastrup Kommune. Parret har tre børn på 12, 23 og 26 år, men kun den yngste bor hjemme.
Jakob Krogh bliver dermed pendler mellem hjem og arbejde.
"Jeg opholder mig i Nordjylland i løbet af ugen, og så når jeg hjem til min søn, som går i 7. klasse, og min meget tålmodige hustru i slutningen af ugen, hvor der jo også ofte er møder i Danske Regioner i København," siger Jakob Krogh.
Karriere i uddrag
2019-nu: Direktør, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune
2016-2019: Afdelingschef, Sundheds- og Ældreministeriet
2012-2016: Kontorchef, Center for Sygehuspolitik og Internationalt Samarbejde, Sundhedsministeriet
2010-2012: Kontorchef, Kontoret for socialt udsatte og civilsamfund, Social- og Integrationsministeriet
2007-2010: Kontorchef, Kontoret for Ældre, Socialministeriet
2007-2007 Souschef, Sundhedspolitisk Kontor, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Uddannelse
Cand.mag. i historie og dansk, Københavns Universitet 1997
Journalistisk tillægsuddannelse, Journalisthøjskolen i Aarhus 1998
Samfundsvidenskabelig Master-grad (videnskab, teknologi og innovation), Roskilde Universitet og Oslo Universitet 1999
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
