Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny klinisk lektor skal styrke forskningen i astma og KOL

Overlæge Finn Rasmussen er ny klinisk lektor ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.

Han skal bidrage til at opbygge forskning lokalt inden for obstruktive lungesygdomme som astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Tidligere har han været med til at afdække vigtigheden af motion og god fysisk form for astmatikere, og han har via sin forskning vist, at risikoen for at udvikle astma senere i livet er mindre, hvis du har været i god fysisk form som barn.

Siden 2020 har Finn Rasmussen været tilknyttet Lungemedicinsk Afdeling på konsulentbasis. Det blev ved årsskiftet til en fast overlægestilling, som nu kombineres med forskning.

Han glæder sig over, at han fremover er en fast del af både den kliniske hverdag og forskningsmiljøet.

’Jeg er blevet glad for Esbjerg Sygehus, og den ånd der er her. Her er en nærhed, som gør, at man føler sig velkommen. Det er et sted, hvor man gerne vil udvikle sig, og hvor der er en åbenhed og lydhørhed over for nye idéer,’ siger Finn Rasmussen.

Udover at søsætte forskning kommer Finn Rasmussen til at bidrage med undervisning inden for lungemedicin blandt andet på kandidatuddannelsen i medicin.

Finn Rasmussen har siden 2020 være tilknyttet som konsulent til Lungemedicinsk Afdeling på Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital. I begyndelsen af 2023 blev det til en fast overlægestilling, som nu kombineres med et lektorat i lungemedicin.

Inden Finn Rasmussen kom til Esbjerg Sygehus i 2020 arbejdede i udlandet. Her arbejdede han i næsten 10 år på et privat universitetshospital på Cypern.