Ung forsker får pris for forståelse af appetitregulering
Klinisk forsker Nikolaj Rittig modtager Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris for sit bidrag til forståelsen af, hvordan hjerne-og-tarm arbejder sammen i forbindelse med appetitregulering.
Nikolaj Rittig fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Steno Diabetes Center Aarhus har det seneste årti forsket i, hvordan tarmen påvirker vores appetit og forbrænding alt efter, hvilken mad, ernæringstilskud eller medicin, vi indtager. Den indsigt er ifølge forskeren afgørende, fordi den belyser tarmens vitale rolle i diabetes og kan bane vejen for nye behandlingsmetoder og forebyggelsesstrategier for diabetes i fremtiden.
”Jeg er enormt beæret over, at mit arbejde bliver anerkendt. Jeg synes, det er et enormt spændende forskningsområde, og prisen giver mig kun endnu mere lyst til at fortsætte med at udforske de mange ting, vi endnu ikke ved om diabetes. Jeg er sikker på, at den viden, vi genererer, vil få stor betydning for fremtidens behandling og forebyggelse af sygdommen,” siger han.
Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris uddeles op til to gange årligt til unge forskere under 40 år, der har præsteret en helt særlig indsats, og i år går prisen til Nikolaj Rittig og Lasse Malmkvist fra Rigshospitalet - Glostrup og Københavns Universitet. Sammen med prisen modtager de hver 100.000 kr. øremærket forskning.
Nikolaj Rittig er født i Aarhus i 1985.