Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny leder for Rigshospitalets Afdeling for Krisepsykologi

Marie Høgh Thøgersen er fra den 1. oktober ny leder af Afdeling for Krisepsykologi på Rigshospitalet. Hun kommer fra en stilling som forsknings- og udviklingschef i Dansk Institut mod Tortur (DIGNITY).

Marie Høgh Thøgersen er uddannet psykolog, ph.d. og klinisk specialist i psykotraumatologi. Hun har arbejdet med krisepsykologi og traumer det meste af sin karriere, blandt andet som klinisk psykolog på Afdeling for Krisepsykologi på Rigshospitalet.

"I mit arbejde har jeg ofte trukket på de erfaringer, jeg fik som ung psykolog på Krisepsykologisk Afdeling. Jeg glæder mig til at komme tilbage til afdelingen, og som leder til at bidrage til dens vigtige arbejde og videre udvikling," fortæller Marie Høgh Thøgersen.

I løbet af sine ni år i Dansk Institut mod Tortur har Marie Høgh Thøgersen også været klinikchef for DIGNITYs specialiserede klinik for traumatiserede flygtninge, samt leder af den Danske Trauma Database for Flygtninge, en forskningsdatabase, som samler klinisk data på tværs af syv nationale traumeklinikker.