Ny professor optaget af psykofarmakologi

Overlæge Gesche Jürgens er udnævnt til professor på Klinisk Farmakologisk enhed, Sjællands Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.
Gesche Jürgens tiltrædelsesforelæsning holdes den 10. oktober på Psykiatri Vester Fælledvej 6 i Slagelse og handler om Rationel Psykofarmakologi og multimorbiditet.
Lider man af en svær psykisk sygdom, følger der ofte meget medicin med. Og døjer man samtidig af eksempelvis sukkersyge, forhøjet blodtryk, migræne eller astma, kan der lægges flere præparater oveni. Det kan kaste flere bivirkninger af sig og gøre hverdagen svær.
"Jeg er utrolig glad for, at man har valgt at etablere dette professorat som et samarbejde mellem Klinisk Farmakologisk Enhed på SUH og Psykiatrien Region Sjælland, da omdrejningspunktet for min forskning er den kompleks medicinerede psykiatriske patient, som ofte samtidig lider af andre sygdomme. Det er drevet af en interesse i at forstå, hvilke tiltag der påvirker den medicinske beslutningstagning i en travl klinisk hverdag og kan fremme en rationel anvendelse af lægemidler," fortæller Gesche Jürgens.
Klinisk Farmakologisk Enhed har over en årrække etableret et tæt samarbejde med Psykiatrien Region Sjælland, og Gesche Jürgens har været en af drivkræfterne.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
