Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny professor i Arbejds- og Miljømedicin

Ingrid Sivesind Mehlum er ny professor i Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

"Vores arbejdsforhold betyder noget for vores helbred. De kan forværre sygdom eller være selve årsagen til, at vi bliver syge," siger hun.

Ingrid Sivesind Mehlum har forsket i mange år på Statens Arbejdsmiljøinstitut i Oslo (STAMI).

"Min forskning bygger meget på registre, og det er vi dygtige til her på Bispebjerg Hospital. Afdelingen har også en vigtig database DOC*X (Danish Occupational Cohort) - en guldgrube, som jeg glæder mig til at udforske," siger hun.

Ingrid Sivesind Mehlums forskning handler om helbredsproblemer på arbejdspladsen og de sygdomme, det kan medføre eller forværre. Det kan for eksempel være kræft, hjertekarsygdomme, hudsygdom, udbrændthed og muskel-skeletlidelser, i tillæg til sygefravær.

Et af studierne handlede om selvrapportering af smerter i nakke, skulder eller arm.

"Kvinder rapporterer ofte mere smerte end mænd og mere arbejdsrelaterede smerter. Mit studie viste, at kvinder, der rapporterede smerter, i større grad havde kliniske diagnoser, med objektive fund, end mænd, og derfor måske havde en mere alvorlig tilstand," siger hun og fortsætter:

"Dette indikerer, at resultaterne skal tolkes forsigtigt, og at kønsforskelle og sociale uligheder i virkeligheden kan være større (eller mindre) end resultaterne viser."

For dette studie modtog hun Marie Spångberg-prisen for den mest værdifulde originalartikel udgivet af en norsk, kvindelig læge.

Efter et arbejdsomt forår og indflyvning til sin nye stilling, er Ingrid landet godt og sikkert på Bispebjerg Hospital. Og med cyklen som daglig transportmiddel føler hun sig indtil videre godt kørende.

Ingrid Sivesind Mehlum bor i København, er gift og har tre voksne døtre.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .