Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Overlæge får 10 millioner til at hjælpe patienter efter hjertestop

Overlæge Bo Gregers Winkel kan med en bevilling på 9.995.000 kroner fra Novo Nordisk Fonden fortsætte sin forskning i, hvordan man bedst hjælper mennesker efter et hjertestop.

"Mange vil opleve, at deres hukommelse er svækket, at de har svært ved at multitaske og koncentrere sig, og at de bliver hurtigt trætte. Samtidig døjer mange med angst og har udfordringer med at være sammen med mange mennesker på en gang. Hjertestop rammer også en del unge mennesker, ofte helt uden varsel, og det kan være svært at vende tilbage til det liv, man levede før, med fart på karrieren og små børn derhjemme. Bevillingen gør, at vi kan forske i forskellige områder og forhåbentlig blive bedre til at hjælpe mennesker tilbage til hverdagslivet," siger Bo Gregers Winkel.

En af de hyppigste grunde til, at mennesker i Danmark får hjertestop, er rytmeforstyrrelse i hjertet. Derfor får mange indopereret en ICD, som er en avanceret pacemaker, efter et hjertestop. Den kan registrere, hvis hjerterytmen bliver faretruende og forsøge at regulere den. Skulle der være optræk til endnu et hjertestop, vil ICD’en give et stød, som man kender det fra en hjertestarter.

" ICD’en hjælper, hvis en person skulle få hjertestop igen, og alligevel kan det være super angstprovokerende for patienterne at få et stød, hvis de er ved bevidsthed. Nogle får posttraumatisk stress, andre får angst og ubehag, og derfor prøver vi at indstille ICD’en til at stoppe rytmeforstyrrelsen skånsomt, så patienten ikke mærker det. Det lykkes ret tit, og nu afprøver vi to forskellige indstillinger for at se, hvad der virker bedst," siger Bo Gregers Winkel. 

De 10 millioner kroner skal også bruges til at undersøge, hvilken rehabilitering der virker bedst, for at patienterne kan komme tilbage til job og familieliv og få samme livskvalitet som før hjertestoppet. I dag er næsten halvdelen sygemeldt eller arbejder meget mindre end før hjertestoppet, når der er gået et år.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .