Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Får international pris for kirurgisk pionerindsats

Professor Henrik Kehlet fra Rigshospitalet modtager en ny, international pris for sin pionerindsats for at udbrede hurtige og risikofrie operationsforløb, som har hjulpet patienter verden over.

En gruppe internationale eksperter har valgt professor Henrik Kehlet som den første modtager af kirurgiens nye prestigepris, BJS Society Award.  Hæderen gives til personer, hvis exceptionelle indsats har haft afgørende betydning for udviklingen af bedre patientbehandling. Med prisen følger 100.000 euro, hvilket er den største pengepris af sin art inden for det kirurgiske felt.

Professor Henrik Kehlet fra Enhed for Kirurgisk Patofysiologi på Rigshospitalet og Københavns Universitet modtager prisen for sit livslange arbejde med accelererede patientforløb og ”Enhanced Recovery After Surgery” (ERAS), der har ændret den kliniske praksis inden for flere kirurgiske områder og forbedret resultaterne for patienter over hele verden.

Han blev udvalgt blandt mere end 70 nominerede fra hele verden efter en streng udvælgelsesproces, der minder om udvælgelsesprocessen for Nobelprismodtagere.

Organisationen bag den nye pris er BJS Society, som ejer flere, store kirurgiske tidsskrifter og arbejder for at fremme forskning og udvikling på tværs af alle kirurgiske områder. Formanden i BJS Society, professor Anders Bergenfelz, begrunder valget af Henrik Kehlet således:

"I BJS Society Awards beskrivelse står, at prismodtageren skal repræsentere en opdagelse, innovation eller videnskabelig undersøgelse inden for kirurgiens felt, der har ændret den kliniske praksis med en dybtgående indflydelse på patientbehandlingen. Det er åbenlyst klart, at professor Kehlets fremragende arbejde opfylder alle disse kriterier," siger Ander Bergenfelz.

Henrik Kehlet blev færdiguddannet som læge ved Københavns Universitet i 1968 og blev tildelt sin ph.d. i 1977 for studier relateret til den kirurgiske stressrespons hos patienter i steroidbehandling. Han blev professor i kirurgi i København i 1991, inden han blev professor i perioperativ terapi i 2006, en stilling han stadig bestrider.

 

Henrik Kehlets forskningsinteresser har fokuseret på en bred vifte af specialer, herunder kirurgisk patofysiologi, akut smertefysiologi og behandling samt postoperativ træthed. Gennem årene er hans indsats kondenseret ned til konceptet ERAS, hvilket er en række protokoller, der sigter mod smerte- og risikofrie operationer.

Protokollerne er baseret på en række evidensbaserede plejeelementer, der kan anvendes før, under og efter operationen – og som støtter helingen ved at reducere kroppens stressreaktioner forårsaget af skader.

ERAS-protokoller giver ikke kun bedre resultater og hurtigere bedring for patienter, men giver også enorme økonomiske fordele for sundhedssystemet. Henrik Kehlets koncept er nu generelt accepteret og implementeret i alle kirurgiske selskaber, og med omkring 300 millioner kirurgiske indgreb om året på globalt plan har effekten af konceptet været betydelig.

Gennem hele sin karriere har Professor Kehlet udgivet mere end 1.250 videnskabelige artikler og har holdt over 300 foredrag ved videnskabelige møder internationalt.

Henrik Kehlet siger selv:

"Det betyder meget for mig at modtage denne pris. Jeg har altid ment, at det er vigtigt at se på, hvorfor patienterne er på hospitalet i første omgang og derefter arbejde baglæns derfra, trin for trin, for at undersøge de mange problemer, der kan påvirke patienternes resultater og helingsproces."

Prisen vil blive overrakt ved en ceremoni i Lausanne, Schweiz, fredag den 16. juni.

Læs mere om valget af Henrik Kehlet på BJS Societys hjemmeside.