Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny regionsdirektør i Region Sjælland

44-årige Annemarie Zacho-Broe bliver ny regionsdirektør i Region Sjælland. Hun skal afløse Per Bennetsen, som har fået job som administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Hun kommer til at stå i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.

Regionsrådet i Region Sjælland godkendte tirsdag aften enstemmigt ansættelsen af Annemarie Zacho-Broe som ny regionsdirektør i Region Sjælland. Annemarie Zacho-Broe kommer senest fra en stilling som kommunaldirektør i Fredericia og var før det sundhedschef ved Aarhus Kommune.

Hun begynder i stillingen den 17. april.

Annemarie Zacho-Broe glæder sig til nu at sætte sig i spidsen for administrationen i Region Sjælland.

"Jeg er helt klar til at komme i arbejdstøjet for Region Sjælland og vil gå ydmygt til opgaven. Jeg glæder mig til at lære både politikere, organisation og eksterne samarbejdspartnere at kende. Jeg vil gøre en dyd ud af hurtigt at komme rundt i organisationen til vores 20.000 dedikerede og dygtige medarbejdere og samtidig få opbygget gode relationer med vores mange samarbejdspartnere," siger Annemarie Zacho-Broe.

Annemarie Zacho-Broe vil blandt andet have fokus på at profilere Region Sjælland som en del af løsningen i fremtidens sundhedsvæsen. En af de store problemstillinger i det danske sundhedsvæsen er geografisk og social ulighed samt en befolkningssammensætning, hvor der kommer flere ældre og mange borgere med multisygdom – altså borgere med to eller flere sygdomme. Det er problemstillinger, som Region Sjælland allerede har stort fokus på.


"Region Sjælland har en geografisk og socioøkonomisk ulighed i sundhed, hvor vi er langt med at finde innovative løsninger både teknologisk, sammen med borgerne selv og i tæt samarbejde med vores mange samarbejdspartnere. Vi har allerede opbygget stor erfaring med at behandle multisyge patienter med de komplekse sygdomme, som store befolkningsgrupper rammes af. Regionen har derfor også nogle rigtigt gode forudsætninger for at bringe løsninger ind i diskussionen om udfordringerne i fremtidens sundhedsvæsen. Region Sjælland er ligeledes meget langt fremme i tænkningen om at skabe nære sundhedstilbud til borgerne. Det er også den røde tråd i de borgerløfter, som Regionsrådet har lagt i regionens strategi," siger Annemarie Zacho-Broe, der også vil bruge sin fortid som kommunaldirektør, når det handler om at styrke samarbejdet mellem Region Sjælland og regionens 17 kommuner.

Når kriser rammer

Netop fortiden som kommunaldirektør i Fredericia Kommune er for Annemarie Zacho-Broe et kapitel, som hun er kommet styrket ud af. For to år siden blev Annemarie Zacho-Broe hjemsendt, politianmeldt og siden bortvist fra sit job som kommunaldirektør i Fredericia. Anklagen gik på inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af borgmesteren. Annemarie Zacho-Broe er siden blevet frikendt og renset ad tre omgange. Først i en advokatundersøgelse af Fredericia Kommune, dernæst af Statsadvokaten i juni 2022 og endelig af voldgiftsretten i august 2022. Annemarie Zacho-Broe fik i november 2022 tildelt erstatning for forløbet.

Privat bor Annemarie Zacho-Broe i Aarhus sammen med sin mand og tre teenagebørn. 

  • Oprettet den .