Psykiatri-professor får fornem amerikansk pris

Professor Søren Dinesen Østergaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital Psykiatrien modtager den internationale Lewis Alan Opler-pris for sin forskning i klinisk psykometri.
Som den første uden for USA modtager professor Søren Dinesen Østergaard den prestigefulde forskningspris, der er opkaldt efter psykiateren Lewis Alan Opler og uddeles af The International Society for CNS Clinical Trials and Methodology.
Lewis Alan Opler var en af ophavsmændene til den såkaldte Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS), der er den mest anvendte rating-skala til måling af sværhedsgraden af skizofreni i forskningsprojekter.
Søren Dinesen Østergaards forskningsgruppe har siden 2016 arbejdet på at gøre PANSS mere anvendelig i klinisk praksis. Dette er bl.a. sket ved at udvikle en kortere version kaldet PANSS-6, der fokuserer på de primære symptomer ved skizofreni og et kort interview, Simplified Negative and Positive Symptoms Interview (SNAPSI), der er skræddersyet til at give klinikere den nødvendige information til at foretage PANSS-6 rating.
SNAPSI er nu tilgængeligt på 19 sprog, og PANSS-6 er nævnt som et alternativ til den fulde PANSS i den seneste version af American Psychiatric Associations behandlingsvejledning for skizofreni.
Søren Dinesen Østergaard roses for sin innovative og fremadskuende forskning og får tildelt prisen i forbindelse med en stor konference i Washington DC, hvor hans forskning præsenteres for et internationalt publikum.
I Psykiatrien i Region Midtjylland arbejder man aktuelt på at implementere regelmæssige symptommålinger via SNAPSI og PANSS-6 for at individualisere og effektivisere behandlingen af skizofreni.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
