Ny chefsygeplejerske på Regionshospitalet Randers

Susanne Hvolgaard Mikkelsen tiltræder 1. februar som chefsygeplejerske på Kvinde-Barn Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers.
Stillingen er blevet ledig, idet den nuværende chefsygeplejerske Nina Søndergaard har valgt at gå på pension. Hun bliver afløst af en erfaren leder, der kommer med en alsidig sundhedsfaglig baggrund fra både region og kommune og fra uddannelsessektoren som tidligere uddannelseschef for Randers Social- og Sundhedsskole.
Senest har Susanne Hvolgaard Mikkelsen været sundhedsfaglig chef i Socialområdet ved Specialområde for Børn og Unge i Region Midt.
"For mig fremstår Regionshospitalet Randers som et hospital med høj faglig kvalitet og med patienterne i fokus samt ikke mindst et dygtigt medarbejder- og ledelseshold. Jeg glæder mig til, sammen med den øvrige afdelingsledelse at stå i spidsen for den videre udvikling af behandlingen og plejen med afsæt i at arbejde sammen om opgaven med tværfaglige, tværsektorielle og nytænkende indsatser. Kvinde-Barn Fællesafdeling yder sygepleje af høj faglig kvalitet, og det glæder jeg mig til at blive en del af i samarbejde med alle de dygtige og engagerede medarbejdere," siger hun.
Susanne Hvolgaard Mikkelsen bliver en del af afdelingsledelsen på Regionshospitalet Randers' Kvinde-Barn Fællesafdeling, der rummer både Børn og Unge samt Kvindesygdomme og Fødsler.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
