Ny cheflæge på Gentofte Hospital

Pernille Cedergreen er speciallæge i anæstesiologi og tiltrådte 1. januar efter at have været konstitueret i stillingen siden 1. oktober.
Inden hun i efteråret landede som konstitueret cheflæge i Gentofte, fungerede Pernille Cedergreen i en årrække som overlæge på Afd. for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling i Herlev.
Nu indtager hun så stillingen som cheflæge på fast basis.
Pernille Cedergreen glæder sig over at fortsætte permanent i stillingen som cheflæge.
"Jeg har det som om, jeg har fået en fantastisk julegave! Jeg er meget glad, stolt og ydmyg over den tillid, der er vist mig, og ser meget frem til at fortsætte med opgaven. Jeg er blevet mødt af meget stærk stolthed og faglighed blandt personalet, og jeg glæder mig over at vi sammen kan fortsætte den udvikling, der allerede er godt i gang - både på operations- og intensivområdet. Det gælder ikke mindst vores rolle som Region Hovedstadens udviklingshospital for elektiv kirurgi, et område der naturligvis også i den kommende tid vil være i fokus," siger Pernille Cedergreen.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
