Nekrolog: Per Schultz Jørgensen

Børneopdragelse, familieliv og karakterdannelse. Disse faglige nøgleord vil altid være nært forbundne med professor Per Schultz Jørgensen, der døde den 5. december, 89 år gammel.
Enestående, varm og generøs er nogle af de menneskelige nøgleord, han er forbundet med. Han var en del af Psykiatrifondens bestyrelse i 15 år, og det var ham, der bragte det vigtige blik for børn, unge og forebyggelse ind i Psykiatrifonden,.
"Per var et meget varmt og givende menneske. Og så havde han et brændende engagement. Han havde en sans for de svage og særligt for børn og børns vilkår. Det var Per, der bragte fokus på børn og unge ind i Psykiatrifonden. Et fokus og et spor, der jo sidenhen har fyldt meget i Psykiatrifondens arbejde og fortsat gør det, blandt andet af den grund, at psykisk sygdom typisk viser sig i barne- eller ungeårene, og det derfor er så vigtigt at forebygge og behandle allerede da,” siger Anne Lindhardt, speciallæge i psykiatri og tidligere formand for Psykiatrifonden.
Hans dybe engagement i børns liv og vilkår trækker tråde tilbage til besættelsen, nærmere bestemt 1943, hvor Per Schultz Jørgensen som dreng oplevede, at Gestapo hentede hans far og sendte ham i koncentrationslejr i halvandet år. Som Per Schultz Jørgensen fortalte i et længere interview med Kristeligt Dagblad for nylig, så lærte det ham angsten at kende og anlagde en sårbarhed, han altid havde med sig.
Per Schultz Jørgensen blev uddannet folkeskolelærer i 1955, cand. psych. i 1968 og dr. phil. i 1983. Han var formand for Børnerådet fra 1998 til 2001 og blev i 2011 af daværende kulturminister PerStig Møller udpeget som medlem af Værdikommissionen. Fra 1991 var Per Schultz Jørgensentilknyttet Danmarks Pædagogiske Universitet som professor i socialpsykologi.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
