Ny professor vil finde genetiske varianter involveret i ADHD

Ditte Demontis er ny professor i psykiatrisk genetik ved Aarhus Universitet. Her arbejder hun med at identificere genetikken bag udadreagerende børnepsykiatriske sygdomme.
Det langsigtede mål med professor Ditte Demontis’ forskning er at bidrage til bedre behandling af psykiske lidelser som ADHD. Et skridt på vejen er at få kortlagt de biologiske mekanismer, der ligger bag. Derfor screener Ditte Demontis og hendes forskningsgruppe arvemassen fra hundredtusinder af personer for at finde frem til de afgørende genetiske forskelle mellem dem, der udvikler ADHD, og dem, der ikke gør.
Ditte Demontis og hendes kolleger har allerede opnået flere større gennembrud i forståelsen af den genetiske arkitektur, der ligger til grund for udvikling af ADHD. De første 12 genetiske risikovarianter er identificeret, og det er blevet klart, at bestemte genetiske strukturer har betydning for både diagnosticeret ADHD og for andre sygdomme, der optræder hyppigt sammen med ADHD. Yderligere har forskerne vist, at biologien bag ADHD hos dem, som bliver diagnosticeret som børn, er anderledes end hos dem, der får diagnosen som voksne.
Ditte Demontis tiltrådte professoratet på Institut for Biomedicin den 1. oktober 2022.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
