Region Midtjylland henter it-direktør i Aarhus Kommune

Den 1. december 2022 får mere end 540 it-medarbejdere i Region Midtjylland ny øverste chef, når Anders Jørgensen tiltræder som it-direktør.
Anders Jørgensen kommer fra en stilling som chef for It- og Digitalisering i Aarhus Kommune og har 10 års ledererfaring fra it-området i kommunen med i rygsækken.
Han er uddannet cand.scient.adm fra Aalborg Universitet i 2004.
"Anders Jørgensen kommer som it-direktør til at stå i spidsen for en digital transformation af det midtjyske sundhedsvæsen, der skal sikre, at vi også i fremtiden kan levere sundhedsydelser i verdensklasse. Det kræver retning, visioner og lederevner og at man som direktør formår at samle, ikke bare It, men hele regionen om opgaven. Det er jeg sikker på, Anders Jørgensen kan, og vi glæder os til at få ham med på holdet," siger konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland Jørgen Schøler Kristensen.
Som it-direktør bliver Anders Jørgensen en del af Koncernledelsen i Region Midtjylland. Koncernledelsen udgør den øverste ledergruppe i regionen og dækker alle regionens ansvarsområder.
Region Midtjyllands it-afdeling hører med sine 540 ansatte og ca. 35.000 it-brugere til blandt landets største. It står for udvikling, design og projekt, drift, Product Management og support. It har et stort Business Intelligence (BI) område og et center for telemedicinske løsninger.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
