Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital

Michael Braüner Schmidt afløser Jørgen Schøler Kristensen på posten som lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital. Der planlægges med ansættelsesstart 1. januar 2023. 

I september gik 67-årige Jørgen Schøler Kristensen på "pension" efter godt fire år som lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital. Samtidig var det også afslutningen på fire årtiers lægeligt arbejde, særligt inden for det hæmatologien. Pension er dog så meget sagt. Han fortsætter dog i Medicinrådet, hvor han er formand sammen med Steen Werner Hansen, og han er også i øjeblikket konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland frem til, at der kommer ny ledelse.

Men nu er Jørgen Schøler Kristensens afløser som lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital fundet. Og det bliver Michael Braüner Schmidt.

Han er allerede ganske godt kendt på universitetshospitalets gange i Skejby. Her har han nemlig tidligere arbejdet i sammenlagt 17 år. Først som afdelingslæge, så som ledende overlæge i (anæstesiologisk-intensiv Afdeling) og sidst som centerchef i akutcentret. Siden 2016 har han været lægefaglig direktør først i Hospitalsenheden Midt og siden på Aalborg Universitetshospital.

Snart går turen tilbage til Aarhus Universitetshospital (AUH), når han tiltræder posten som lægefaglig direktør på universitetshospitalet i Aarhus.

"Med Michael Braüner Schmidt får Aarhus Universitetshospital en visionær lægefaglig direktør, der kan være med til at sikre og udvikle hospitalets position blandt de førende universitetshospitaler, nationalt såvel som internationalt. Jeg glæder mig meget til at byde Michael Braüner Schmidt velkommen tilbage i Region Midtjylland," siger regionsdirektør Pernille Blach Hansen. 

"Jeg ser frem til at starte på AUH og til sammen med ledere og medarbejdere at arbejde for, at hospitalet fortsat går forrest for at sikre den bedste kvalitet i behandling af vores patienter og samtidig prioriterer et godt arbejds- og læringsmiljø," siger kommende lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Michael Braüner Schmidt.

Som lægefaglig direktør bliver han medlem af Koncernledelsen i Region Midtjylland. 

Når Michael Braüner Schmidt er tiltrådt består hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital ud over ham af hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth og lægefaglig direktør Claus Thomsen.  

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .