Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Direktør for nyt center, der skal hjælpe overvægtige børn

Morten Grønbæk skal være direktør for et Center for Sund Vægt og Trivsel, som Regeringen sammen med Novo Nordisk Fonden vil åbne 1. januar 2023.

Morten Grønbæk kommer fra en stilling som direktør for Statens Institut for Folkesundhed og har stor erfaring med sundhedsforskning og ledelse fra sundhedsvæsenet. Han har også gennem en årrække været formand for Vidensråd for Forebyggelse.

Center for Sund Vægt og Trivsel skal være et specialiseret videns-og kompetencecenter, som skal bidrage til at fremme sund vægt og trivsel hos børn i Danmark. Direktør for Sundhedsstrelsen, Søren Brostrøm, er valgt som bestyrelsesformand.

Overvægtsindsatsen i regeringens sundhedsreform fra maj 2022 handler primært om to områder. En indsats omhandler primært bevægelse, som er målrettet børn og unge gennem ”Generation Aktiv.” En anden er netop Center for Sund Vægt og Trivsel, som over en ti-årig periode finansieres med en milliard af Novo Nordisk Fonden og 10 statslige millioner årligt.

Center for Sundt Liv og Trivsels primære formål er at skaffe ny evidensbaseret viden om vægtudvikling og trivsel blandt børn. Og den viden skal omsættes til praksis i form af indsatser målrettet børn, deres familier og de fagprofessionelle. Indsatserne skal fremme trivsel, være afstigmatiserende og forebygge en vægtudvikling, som kan have betydning for den enkeltes fysiske og psykiske sundhed.

 

"Hvis vi skal sikre bedre sundhed og trivsel, er det oplagt at starte med vores børn og unge. Et barns tidlige udvikling, sundhed og trivsel har stor betydning for, hvordan barnet klarer sig senere i livet. I centeret vil vi derfor skabe mere viden om, hvilke indsatser der effektivt fremmer såvel sund vægt som trivsel blandt børn og unge," siger Morten Grønbæk.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .