Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Sygehusdirektør går på pension

Peter Fosgrau går på pension 31. december 2022 efter seks år som administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland.

Han har tidligere været direktør på både Sydvestjysk Sygehus og Odense Universitetshospital (OUH).

"Efter grundig overvejelse sammen med mine nærmeste har jeg besluttet at afslutte et langt og spændende arbejdsliv for at gå på pension i begyndelsen af det kommende år. Jeg har været utrolig glad for min tid som administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland, og jeg er stolt af de mange flotte resultater, som vi har nået sammen," siger Peter Fosgrau, som runder de 65 år i næste måned.

Peter Fosgrau blev ansat som administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland i 2017, da sygehuset stod midt i en turbulent periode med utilfredshed blandt medarbejderne.

"Jeg har oplevet fantastiske, dedikerede og engagerede medarbejdere og ledere, som hver eneste dag – og nogle gange under svære vilkår – har gjort deres allerbedste for sygehusets patienter og pårørende. Jeg kommer til at savne det stærke og tillidsfulde samarbejde om sygehusets opgaver, men efter mange år, hvor arbejdet har fyldt en stor del af mit liv, er tiden kommet til, at der skal være mere plads til familie og mine mange interesser," siger han.

I løbet af efteråret vil regionen tage hul på processen med at finde en ny administrerende direktør til Sygehus Sønderjylland. Den øvrige direktion på Sygehus Sønderjylland består af lægelig direktør Peter Sørensen og sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen.

Peter Fosgrau er uddannet cand.scient.pol. i 1983 og har siden 1989 fungeret i forskellige lederstillinger. 
Fra 2009 til 2011 var han direktør på Sydvestjysk Sygehus. Derefter gik turen til Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus (OUH), hvor han var direktør i perioden 2011 til 2017. Fra 2014 til 2017 varetog han desuden stillingen som projektdirektør for byggeriet af det nye OUH.

Siden januar 2017 har han været administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland – de første to måneder som konstitueret direktør.

Udskriv