Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny professor i farmakologi

Jon Trærup Andersen er udnævnt til ny professor i farmakologi. Professoratet er det første af sin art i Danmark.

Jon Trærup Andersen er ledende overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Og så er han en af Danmarks førende forskere inden for medicin til risikogrupper som gravide og børn. Men der er brug for mere viden på området. Især inden for lægemidler og amning.

"Vi ved at ca. 60 procent af de kvinder der ammer tager lægemidler. Det kan være pga. astma eller en hudlidelse, men vi mangler viden på området. De fleste kvinder, der får børn, ammer, og alligevel er der meget få forskere i verden, der interesserer sig for det," siger  Jon Trærup Andersen.

Her er der et stort potentiale. Et andet vigtigt område, som har Jons opmærksomhed er børneforgiftninger. Forgiftninger hos danske børn har ikke tidligere været undersøgt systematisk. Her vil han gerne bruge forskningen til at sætte gang i forbyggende tiltag i samarbejde med Giftlinjen på hospitalet.

Det ligger den nye professor meget på sinde at styrke forskningen inden for børnefarmakologi. Han erkender samtidig, at det har været et mantra inden for børnefarmakologi, at man ikke testede medicin på børn. Der er ikke forsket nok i området, og der mangler viden, om hvorvidt lægemidler til børn virker.

"Et af de hyppigst brugte lægemidler til børn er et kvalmemiddel, og det er afprøvet på 30 børn for 30 år siden. Så vi ved faktisk ikke, om det virker," siger han og pointerer, at alle relevante og godkendte lægemidler, bør have en plan for at blive testet på børn.

Professoratet falder godt i tråd med, at Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i fremtiden får kvinde-barn afdelinger i det nye hospital. Og det glæder  Jon Trærup Andersen. Han har nemlig en central rolle i den nyetablerede børnelægemiddelkomité, hvor han er med til at anbefale det bedste medicin til børn.

 "Vi har en ret velfungerende børnelægemiddelkomité, hvor vi sammen med børnelæger, børne-unge psykiatere og Apoteket anbefaler de sikreste lægemidler med færrest mulige bivirkninger," siger han.

 Jon Trærup Andersen og kollegerne i Klinisk Farmakologisk Afdeling rådgiver fagkolleger i hele landet, og forskningen sker i tæt samarbejde med kolleger på de pædiatriske og obstetriske afdelinger i Regionen samt internationale samarbejdspartnere. Desuden er han også involveret i uddannelse af børnesygeplejersker og børnelæger inden for lægemidler.

Jon Trærup Andersen bor i København Nordvest, har to børn og en kone, der er psykiater.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .