Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Virusforsker hædres for sin forskning i immunforsvaret

Lektor David Olagnier fra Aarhus Universitet får en ICIS-Regeneron New Investigator Award for Excellence for sin forskning i det medfødte immunforsvars evne til at håndtere kræft og virusinfektioner.

De seneste ti år har lektor David Olagnier fra Institut for Biomedicin gjort sig internationalt bemærket med sin forskning i viral immunologi. Han bruger bl.a. genmodificeret virus, en onkolytisk virus, der fungerer som et ’præcisionsmissil’, til at bekæmpe – og allerhelst dræbe – multiresistente kræftceller. 

David Olagnier får dette års ICIS-Regeneron New Investigator Award for Excellence som anerkendelse af de ekstraordinære bidrag, han har tilført den internationale forskning i interferoner – den gruppe af forskellige opløselige faktorer, der virker som signalstoffer mellem celler, og som forøger kroppens modstandsdygtighed mod virusinfektioner.