Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Region Midtjylland konstituerer to koncerndirektører

Lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Jørgen Schøler Kristensen og vicedirektør i Sundhedsplanlægning Rikke Skou Jensen er begge konstitueret som koncerndirektører i Region Midtjylland.

Det sker efter, at den tidligere koncernchef i regionen Ole Thomsen,blev fyret med øjeblikkelig virkning 12. maj.¨

"Jeg er glad for, at Jørgen Schøler Kristensen og Rikke Skou Jensen har sagt ja til at påtage sig opgaverne i direktionen. De er begge kompetente og erfarne ledere, og dermed har Region Midtjylland en sikker hånd på sundhedsområdet," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (Soc). 

Han sagde ved fyringen af Ole Thomsen, at regionen nu ønskede en ny profil med sundhedsfaglige kompetencer, som kunne styrke arbejdet med kvalitet, patientsikkerhed og patientforløb i hele organisationen. Og Anders G. Christensen, der er gruppeformand for Venstre i Region Midtjylland, sagde, at han mente, at regionen burde søge efter to personer: "Der er brug for både en person med stærke ledelsesmæssige kompetencer og en med lægefaglige kompetencer," sagde han til Sundhedspolitisk Tidsskrift.  

Og to personer bliver det - i hvert fald i første omgang. Rikke Skou Jensen er uddannet er cand. scient. pol., og Jørgen Schøler Kristensen er uddannet speciallæge i intern medicin og hæmatologi. Sammen skal de varetage opgaver knyttet til de somatiske hospitaler, udover de øvrige områder i organisationen de hver især får ansvaret for. Desuden vil Jørgen Schøler Kristensen i konstitueringsperioden fortsat løfte opgaven som formand for Medicinrådet.

Rikke Skou Jensen konstitueres pr. 25. maj og Jørgen Schøler Kristensen pr. 1. juni.

Direktionen består således pr. 1. juni af regionsdirektør Pernille Blach Hansen, koncerndirektør Anders Kjærulff, konstitueret koncerndirektør Jørgen Schøler Kristensen og konstitueret koncerndirektør Rikke Skou Jensen.

Indholdet i stillingsopslag til permanent besætning i direktionen forventes klar på den anden side af sommerferien.