Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Seniorforsker ansat til særlig opgave for WHO

Seniorforsker Pia Kirkegaard, Universitetsklinik for Kræftscreening, Afdeling for Folkeundersøgelser, Regionshospitalet Randers, er ansat af WHO til en særlig opgave, der skal munde ud i en 'best practice' bl.a. for sundhedsmyndigheders kommunikation om screeningsprogrammer for livmoderhalskræft.

Behovet for at udvikle 'best practice' udspringer af en konkret sag fra Irland i 2016, som kastede landets screeningsprogram for livmoderhalskræft ud i et mediemæssigt stormvejr, hvor der blev sået tvivl i medierne og befolkningen om kvaliteten af programmet. Efterfølgende er programmet af eksterne eksperter blevet vurderet til at være på fuld højde med internationale standarder.

Det mediemæssige stormvejr rejste sig på baggrund af uklar kommunikation om muligheder og begrænsninger ved screening for livmoderhalskræft. Baseret på erfaringerne fra Irland ønsker WHO at udvikle 'best practice' for audit, kommunikation og lovmæssig beskyttelse af screeningsdeltagere og sundhedsprofessionelle, der udfører screeningen.

Pia Kirkegaard vil fungere som gæsteforsker og vejleder for en gruppe nedsat af WHO bestående af eksperter i screening for livmoderhalskræft og repræsentanter for sundhedsmyndighederne i Irland. Hun skal dels bistå med sin mangeårige erfaring inden for opfattelser af sygdomsrisiko og kommunikation om kræftscreening, dels vejlede i brugerinvolvering af interessenter på alle niveauer, fra repræsentanter for kvinder i målgruppen til sundhedsprofessionelle og politikere.

Forbindelsen mellem WHO's internationale agentur for kræftforskning og seniorforsker Pia Kirkegaard er skabt via et igangværende EU-projekt, CBIG-SCREEN, som Universitetsklinik for Kræftscreening fik en millionbevilling til at udføre i samarbejde med eksperter fra 10 forskellige lande i Europa. Projektet handler om at forbedre adgangen til livmoderhalskræftscreening for særligt udsatte kvinder i Europa.

"Henvendelsen fra WHO er en stor cadeau til universitetsklinikkens forskning inden for kommunikation om screeningsprogrammer og udvikling gennem brugerinvolvering," siger seniorforsker Pia Kirkegaard.

Pia Kirkegaard er ansat af WHO én dag ugentligt i seks måneder.

Udskriv