Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny le­den­de over­læ­ge i Juli­a­ne Ma­rie Cen­tret

Mona Tarpgaard bliver fra 1. juli 2022 ny ledende overlæge i Afdeling for Bedøvelse og Operation i Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.

Hun har fra sit arbejde som anæstesiolog på både Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital erfaring med at samarbejde med de fleste kirurgiske specialer på både operationsgange og intensivafdelinger.

De seneste fem år har Mona Tarpgaard arbejdet på Rigshospitalet som overlæge i Afdeling for Bedøvelse, Operation og Traumecenter i HovedOrtoCentret, hvor hun bl.a. har haft ansvaret for uddannelsen i børneanæstesi og tværfaglige uddannelsesforløb.

Mona Tarpgaard var i perioden 2010-2016 ansat på anæstesiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital og også her var både børn og akutte situationer i fokus.

Mona Tarpgaard glæder sig til at blive en del af Afdeling for Bedøvelse og Operation i Juliane Marie Centretog ser bl.a. frem til sammen med kolleger på tværs af hele Rigsho​spitalet at forberede de spændende perspektiver for afdelingen i henholdsvis et bækkenkirurgisk samarbejde og fusion og indflytning i det kommende Mary Elizabeths Hospital – Riget for børn, unge og gravide.

"Afdeling for Bedøvelse og Operation i Juliane Marie Centret er en professionel og stolt afdeling, som er førende inden for flere områder – en afdeling, jeg glæder mig meget til at blive en del af og bidrage til på det faglige og ledelsesmæssige område. Jeg har stor respekt for den ånd og kultur, som udgår fra afdelingen og ser frem til at blive en del af ledelsen i afdelingen og arbejde for at bevare det høje niveau hos de yderst kompetente medarbejdere og samtidig række frem mod en ny udvikling," siger Mona Tarpgaard.

Mona Tarpgaard har erfaring med at arbejde på et internationalt børnehospital, da hun fra 2010-2011 arbejdede på Great Ormond Street Hospital for Children i et fellowship bl.a. på det børneintensive afsnit (PICU). Hun var også en del af afdelingens akutte tilkaldehold og transportordningen 'CATS' (childrens acute transport service).

​Noget af det, der ligger Mona særligt på sinde i den nye stilling er at sikre et bredt samarbejde og arbejde for at bygge bro mellem de allerede eksisterende tiltag og funktioner for at komme stærkt og velforberedt over i det nye Mary Elizabeths Hospital og være godt forberedt på fremtidens sundhedsudfordringer.

M​ona Tarpgaard kommer sammen med oversygeplejerske Lisbeth Jørgensen​ til at udgøre afdelings​ledelsen i Afdeling for Bedøvelse og Operation i Juliane Marie Centret.

Ud over sit arbejde på Rigshospitalet har Mona de sidste mange år været aktiv i Dansk Selskab for Anæstesiologisk og Intensiv Medicin (DASAIM), både som formand for børneanæstesi- og intensivudvalget og en del af bestyrelsen.

Når hun ikke arbejder, elsker Mona Tarpgaard udendørs motion, og hun er derfor i fuld gang med at udfordre sig selv med en kvart ironman, som hun skal gennemføre​ i august 2022 sammen med sine fire søstre. Mona Tarpgaard er 54 år, gift og har tre voksne børn. ​​