Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny ledende overlæge i Esbjerg

Kun ca. tre uger gik der fra, at ledende overlæge på akutafdelingen på regionshospitalet i Horsens Ulf Hørlyk på Linkedin skrev, at han havde sagt sit job op efter uenigheder med sygehusledelsen, og til, at han nu har fået nyt job.

Ulf Hørlyk understregede i sit opslag på Linkedin, at han ikke er færdig med akutarbejdet. Og det er han øjensynligt heller ikke. 1. maj bliver han ledende overlæge i den Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus. Den nye arbejdsplads ligger i Esbjerg, og han bor i Viby ved Aarhus med sin kone og to børn på hhv. 11 og 14 år.

"Jeg elsker akutmedicin og er glad for at arbejde med patienterne og de mennesker, der arbejder i det akutte. Jeg tror på, at det er ’patienten først - personalet altid’," siger den 48-årige ledende overlæge i en pressemeddelelse fra Sydvestjysk Sygehus.

Ulf Hørlyk forklarede på Linkedin, at uenigheden med hospitalsledelsen på regionshospitalet i Horsens gik på rammerne for de akutte patienter, kolleger og medarbejdere.

"(Uenighederne) ... har nået et punkt, hvor jeg føler min person står i vejen for en sund udvikling for jer og de akutte patienter. Det kan jeg ikke tillade," skrev han og erkendte, at han selv havde en stor del af ansvaret for, at samarbejdet med sygehusledelsen er er kørt af sporet.

"Jeg er nok for stejl og stolt. Jeg forlader jer i tiltro til, at ledelsen finder en anden vej end min til at passe godt på jer," skrev han. Ulf Hørlyk ønskede ikke overfor Sundhedspolitisk Tidsskrift at fortælle, hvad uenighederne bestod i, men sagde, at han mente, at det er på tide med en gennemgang af, hvad der bør gøres for de akutte patienter og de sundhedsprofessionelle, der skal modtage dem. "Måske der skal snakkes minimums-normeringer," skrev han i en mail.

Ulf Hørlyks nye ledelse glæder sig over ansættelsen.

’Ulf er en meget erfaren leder og en dygtig akutmediciner, der samtidig har stærke visioner for den akutte patient og samarbejdet i og omkring akut afdelingen. Han kan videreudvikle akutmedicinen og det tværsektorielle samarbejde omkring den akutte patient, som allerede er godt i gang. Til fordel for det akutte patientforløb, uddannelse og forskning,’ siger lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus, Anna-Marie Bloch Münster, i en pressemeddelelse.

Ulf Hørlyk er specialist i akutmedicin, har været ledende overlæge ved akutmodtagelsen i Horsens gennem fem og et halvt år, og så har han skrevet bogen ’Akutlægens dagbog’ fra 2021 om at lede en akutafdeling under coronapandemien. 

Sundhedspolitisk Tidsskrifts anmelder Maria Cuculiza gav den i 2020 seks stjerner og citerede fra bogen:

"Jeg er akutlæge. Specialist i akutmedicin. Mit håndværk er mødet med den akutte, uafklarede patient. Mit arbejdsliv er at lede og skabe rammer for, at akutfolket kan modtage de akut syge. Hvis akutfolket ikke har det godt, har patienterne det ikke godt. Akutfolkets ve og vel er mit ansvar. Det er jeg stolt af. ”

 

Udskriv