Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny sygeplejefaglig direktør i Region Syddanmark

44-årige Anne Mette Vind bliver ny sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark og tiltræder stillingen 1. marts 2022.

Hun afløser Ole Ryttov, der har været sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark siden 2008 og stoppede 1. november sidste år efter eget ønske.

Anne Mette Vind har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje og en master i Offentlig Ledelse suppleret med Pædagogisk Ledelse i Praksis og har siden 2019 været direktør på Social- og Sundhedsskolen Fredericia, Vejle, Horsens. Før det har hun arbejdet i psykiatrien i 12 år og været uddannelseschef på en anden SOSU-skole i fem år.

I stillingen som ny sygeplejefaglig direktør kommer Anne Mette Vind til at arbejde tæt sammen med lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen og administrerende sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

Anne Mette Vind glæder sig til at møde medarbejderne og ledelseskollegerne:

"Jeg har søgt jobbet som sygeplejefaglig direktør i Region Syddanmark, da jeg ser psykiatrisygehuset som et utroligt spændende sted, der er ambitiøst på patienternes vegne, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg brænder for den psykiatriske sygepleje, som jeg gerne vil være med til at udvikle. Jeg vil bl.a. have et strategisk fokus på rekruttering, fastholdelse af medarbejdere og kompetenceudvikling, da det er en forudsætning for høj kvalitet i patientbehandlingen. Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til psykiatrien og synes, det lige nu er et godt tidspunkt, hvor vi skal sætte handling bag ordene på den kommende 10-årsplan, som Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort sit faglige oplæg til," siger hun.

Anne Mette Vind har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje og en master i offentlig ledelse fra SDU suppleret med pædagogisk ledelse i praksis fra Aalborg Universitet. Hun kommer fra en stilling som direktør på Social- og Sundhedsskolen Fredericia, Vejle, Horsens, som hun tiltrådte i 2019. Inden da har hun været ansat som uddannelseschef for Social & Sundhedsskolen Herning (2014-2019), og før det har hun været afdelingssygeplejerske på Afd. P1 i Holstebro og på en ambulant psykoseenhed i Regionspsykiatrien Vest (2004-2014) samt sygeplejerske i Regionspsykiatrien Vest (2002-2004).

Anne Mette Vind bor på et nedlagt landbrug i Kibæk sammen med mand og fire børn. Selvforsyning er i fokus, og en stor køkkenhave og får bidrager til både spisekammer og lune trøjer. Ellers nyder familien også sommerhuset ved Vesterhavet og storbyferier.