Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny professor har fokus på forebyggelse af astma og allergi

Afdelingslæge Bo Chawes, Herlev og Gentofte Hospital, er netop tiltrådt som professor i pædiatri ved Københavns Universitet. Professoratet forventes at kunne danne basis for individualiseret forebyggelse og behandling af astma og allergiske sygdomme i barndommen.

I professoratet vil Bo Chawes have særlig opmærksomhed på astma og allergi hos børn. Hans funktion vil være delt mellem klinisk arbejde på Afdeling for Børn og Unge og forskning på Dansk BørneAstma Center, Herlev og Gentofte Hospital.
 
"Jeg er optaget af den store gruppe af børn og unge, der lider af luftvejsinfektioner, astmatisk bronkitis og astmaanfald. En gruppe der også i den seneste tid har været højaktuel. Mit fokusområde er forebyggelse af astma og allergi – både når det gælder forebyggelse af at disse sygdomme opstår, forebyggelse af opblussen af sygdom, og bedre behandling af akut opblussen af sygdommene," siger Bo Chawes.
 
I professoratet vil han fortsætte arbejdet, der bl.a. sker ved hjælp af de unikke COPSAC-fødselskohorter, der gør det muligt for forskerne, at følge en stor gruppe børns udvikling når det gælder astma og allergi.
 
"Desuden vil jeg fokusere på kliniknær forskning med inddragelse af de store patientpopulationer på Herlev og Gentofte Hospital og øvrige børneafdelinger. Dette vil i første omgang være udførelse af et stort randomiseret studie med azithromycin og højdosis D-vitamin til hospitaliserede børn med astmatisk bronkitis for at forkorte deres indlæggelse og forebygge nye indlæggelser. Det er et studie, der har potentiale til at ændre internationale retningslinjer for behandling af en stor gruppe børn," forklarer han.