Dansk professor præsident for europæiske medicinske selskaber

Professor Gunhild Waldemar fra Rigshospitalet er valgt som præsident for 36 førende medicinske selskaber i Europa.
Hun er valgt som President for Biomedical Alliance in Europe en organisation, der repræsenterer 36 medicinske selskaber i Europa med omkring 400.000 medlemmer. Organisationens mål er at fremme støtten til biomedicinsk forskning og øge kvaliteten af den.
"Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet for en mere koordineret tilgang til sundhedsudfordringer og flere investeringer i biomedicinsk forskning i EU på tværs af discipliner. Den digitale udvikling og udviklingen inden for biomedicin har skabt helt nye muligheder for at fremme sundheden for europæiske borgere. At fremme forskning og innovation på tværs af discipliner og landegrænser er en nødvendighed for, at vi kan være bedre rustet til nye udfordringer. Det er covid-19 pandemien et godt eksempel på," siger professor Gunhild Waldemar, der er leder af Nationalt Videnscenter for Demens og Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet.
Hun er valgt som præsident for Biomedical Alliance fra 2022 og de næste to år frem, hvor hun har siddet i bestyrelsen siden 2016.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
