Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny ledende overlæge er ekspert i tarmsvigt

Palle Bekker Jeppesen er ny ledende overlæge i Rigshospitalets Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme. Han har en stor erfaring fra afdelingen og er forskningsansvarlig professor indenfor tarmsygdomme.

Arbejdet med patienter med tarmsvigt og leversygdomme har været en topprioritet i mange år for Palle Bekker Jeppesen, 58 år, der har arbejdet på den højt specialiserede afdeling på Rigshospitalet siden 1993. Den 14. oktober tiltrådte han som ledende overlæge. Han ser frem til at videreføre og udvikle afdelingens stærke faglige profil.

"Vores indsats redder liv. Var vi her ikke, døde 50-100 mennesker om året i Danmark af tarmsvigt og et større antal patienter med leversvigt reddes ved rettidig behandling eller udredning til levertransplantation.  Det skaber en attraktiv afdeling, fordi det giver mening, det vi laver. Og det vil jeg som ny leder værne om," siger Palle Bekker Jeppesen.

Resten af verden kigger ofte mod Danmark for at forstå organisationen og behandlingen af tarmsvigt. I mange lande er tarmsvigt et glemt organsvigt, som ikke behandles - og patienterne dør i stedet. Ifølge Palle Bekker er behandlingen ikke som sådan svær, men udfordringen består i at have den rette sammensætning af personale. Der er mange specialer og faggrupper involveret i at få behandlingen til at lykkes, og derfor opgiver mange lande at få skabt det rette set-up, så patienter kan leve uden en normal tarm og i stedet få ernæring via blodårerne – såkaldt parenteral ernæring – i hjemmet.
 
"I de fleste lande er dialyse en helt almindelig del af behandlingen for patienter med nyresvigt. Vi håber, at hjemme parenteral ernæring for patienter med tarmsvigt bliver lige så naturligt og tilgængeligt som anvendelsen af dialyse i disse lande. Derfor er det vigtigt for os, når også omverdenens verdens øjne er rettet mod os, at vores ekspertstatus opretholdes og at vi dermed kan fortsætte med at gøre en forskel for patienter med tarm- eller leversvigt herhjemme og i resten af verden," siger Palle Bekker Jeppesen.

Som ny ledende overlæge vil Palle Bekker Jeppesen fortsætte afdelingens stærke internationale forskningssamarbejde, så afdelingen fortsat har adgang til netværk og samarbejder i topklasse. Derudover bliver en af hans store opgaver at sikre afdelingens ekspertise i fremtiden. Afdelingen står over for et generationsskifte, og gennem de næste år skal den sammensmeltede gruppe, der har båret feltet frem skiftes ud, og nye yngre kræfter skal på banen.

"Fordi vi er en forskningstung afdeling, avles der talent og erfaring, som skal plukkes og integreres i afdelingen med rettidig omhu. Min målsætning er, at staben gerne skal udbygges med nye kræfter, som er lige så gode og på sigt gerne bedre end den erfaring, der er nu," siger Palle Bekker Jeppesen.

Udskriv