Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Professor modtager amerikansk pris

Ulrike Muscha Steckelings, professor i hjerte-kar-farmakologi, har modtaget Harriet Dustan Award fra The American Heart Association.

Professoren, der er tilknyttet Forskningsenheden for Kardiovaskulær og Renal Forskning ved Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet, er beæret over den prestigefulde anerkendelse af sin forskning.

Harriet Dustan Award hædrer kvindelige forskere, der har ydet fremragende internationale bidrag inden for forskningen i hypertension (forhøjet blodtryk).

Ulrike Muscha Steckelings har gennem sin karriere fokuseret på klinisk relevant farmakologisk forskning relateret til især renin-angiotensin-systemet, et blodtryksregulerende hormonsystem, der spiller en rolle for udvikling af hjerte-kar-sygdomme. Hun har arbejdet tæt sammen med industrien, hvor hun har været med til at omsætte sin forskning til udvikling af lægemidler.

"Jeg er så taknemmelig for, at den retning, min karriere har udviklet sig, har åbnet mulighed for at bidrage med at overføre forskningsresultater til klinisk anvendelse. Der skal stadig tages et sidste skridt inden godkendelse til brug i klinikken, men det vil være en kæmpe belønning, hvis vi kan være med til at forbedre patienternes sundhed. Det er en stor ære at få tildelt en pris af American Heart Association for dette arbejde," siger Ulrike Muscha Steckelings.

Ulrike Muscha Steckelings’ hovedinteresse er angiotensin AT2-receptoren, som er en receptor for angiotensin, der fremmer heling og regenerering i forbindelse med sygdom. Hendes forskning er tværfaglig og spænder fra undersøgelse af, hvordan AT2-receptoren aktiveres og hvordan den signalerer i en celle, til dens rolle i normal kropsfunktion. En væsentlig del af forskningen drejer sig om en mulig brug af lægemidler, der aktiverer receptoren, til behandling af forskellige sygdomme hos mennesker.

Særligt betydningsfuldt i de seneste 10 års forskning er hendes engagement i den prækliniske og kliniske udvikling af det første lægemiddel, Compound 21 (C21), der netop virker ved at aktivere AT2-receptoren. C21 er i øjeblikket i de sidste faser af klinisk udvikling til behandling af COVID-19 og idiopatisk lungefibrose.

Professor Rhian M. Touyz fra McGill University i Montréal, Canada, har nomineret Ulrike Muscha Steckelings til prisen og skriver blandt andet i sit nomineringsbrev:

"Ulrike Muscha Steckelings er en fremragende farmakolog, der har ydet grundlæggende og banebrydende bidrag til vores forståelse af AT2-receptoren. Gennem hele sin karriere har hun genereret nye data og avanceret viden til det punkt, hvor hendes forskning har resulteret i udvikling af nye lægemidler rettet mod AT2-receptoren. Hun har bidraget væsentligt til opdagelse og udvikling af lægemidler. Derudover er hun en fremragende underviser, forsker og leder, og frem for alt en passioneret mentor for den næste generation af farmakologer."

Harriet Dustan Award blev oprettet til ære for Dr. Harriet Dustan, der var en stor kapacitet inden for hypertensionsforskningen. Hun var med til at afsløre mekanismerne bag hypertension og udvikle de første behandlingsmetoder mod forhøjet blodtryk. Dermed ændrede hun hypertension fra en dødsdom til en sygdom, som kan behandles.

 

Udskriv