Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny professor undersøger nyreproblemer

Jesper Nørgaard Bech er ny klinisk professor ved Universitetsklinikken for Nyresygdomme og Blodtryksforhøjelse, Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin.

De sidste 15 år har Jesper Nørgaard Bech været overlæge på Medicinsk Afdeling - heraf de seneste fem år som leder af Universitetsklinikken for Nyresygdomme og Blodtryksforhøjelse. Så selvom titlen er ny, er forskningsområdet det langt fra, når Jesper den 15. september tiltræder sin nye stilling som klinisk professor.

"Generelt kan man sige, at jeg forsker bredt i de store folkesygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes og forstyrrelser i væske- og saltbalancen. Jeg undersøger deres betydning for udvikling af nyreproblemer, og hvordan nyreproblemer kan forebygges og behandles," fortæller Jesper Nørgaard Bech.

Jesper Nørgaard Bech overtog ledelsen af klinikken i 2016. Siden da er han lykkedes med at videreføre og styrke den ambitiøse forskningsprofil, hvilket for nylig førte til genudnævnelse til universitetsklinik frem mod 2025. Status som universitetsklinik er et markant videnskabeligt kvalitetsstempel.

Med seks ph.d. studerende, to postdoc, seniorforskere samt bioanalytikere og projektsygeplejersker er der et stærkt fundament at bygge på, når den nyudnævnte professor kigger i krystalkuglen:

"Ambitionen er at styrke vores position i Danmark som et livligt forskningscenter med tætte samarbejdsbånd, blandt andet til Nyremedicin, Aarhus Universitetshospital. Specifikt håber jeg på, at vi kan øge antallet af fastansatte seniorforskere og fortsætte rekruttering til ph.d.- forløb. Det vil også styrke rekrutteringen til Medicinsk Afdeling generelt. Og nok så vigtigt er det, at flytningen til Regionshospitalet Gødstrup efter årsskiftet kommer til at forbedre vores faciliteter og ikke mindst samarbejdsmuligheder, hvilket i høj grad kommer til at understøtte forskningsprojekter på tværs af specialer og fagligheder. Det ser jeg med stor optimisme frem til," siger Jesper Nørgaard Bech.

Udskriv