Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

To Aarhus-forskere får pris for god formidling

I forbindelse med Danmarks største kræftkonference, Danske Kræftforskningsdage, modtog Elisabeth Solmunde og Mette Kielsholm Thomsen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitet og AarhusUniversitetshospital, begge en pris for deres evne til at formidle forskning.

Prisen er på 5.000 kr. til hver af forskerne.

500 forskere, klinikere, beslutningstagere og patientrepræsentanter mødtes for nylig i Odense til landets største kræftkonference, Danske Kræftforskningsdage. Knap 200 forskere havde i år deres forskning med til konferencen i form af en virtuel poster. Forud for konferencen havde de uploadet dem til en online platform, hvor alle deltagerne på konferencen kan gå på opdagelse i de mange posters. Oveni havde 70 af forskerne også lavet en video, hvor de præsenterede deres forskning.

Blandt alle de dygtige forskere, flotte posters og inspirerende videoer, skilte to sig ud.

"Elisabeth Solmunde og Mette Kielsholm Thomsen har formået at skabe nogle gode, overskuelige posters og samtidig formår de begge at løfte deres forskning fra posteren og ud til seerne i deres videopræsentationer. Vi vil gerne sætte fokus på god formidling og belønne dem, der virkelig formår at gøre forskningen tilgængelig. Derfor er jeg glad for, at vi kan tildele Elisabeth og Mette prisen for den bedst formidlede poster i forbindelse med Danske Kræftforskningsdage," siger formanden for bedømmelsesudvalget, professor og overlæge ved Syddansk Universitet Henrik Frederiksen.

Elisabeth Solmundes studie bidrager til at øge vores viden om, hvordan det er at være brystkræftpatient. Elisabeth Solmunde har en evne til at gøre resultatet relevant for patienterne samtidig med, at hun formidler resultaterne, så det er nemt at forstå.

Mette Kielsholm Thomsen får prisen for at forklare sin komplicerede forskning på en let forståelig måde. I Danmark bruger vi hundredevis af millioner kroner på screeningsprogrammer, der skal opdage kræft så tidligt, at vi kan nå at behandle sygdommen og redde menneskeliv. Nu peger de indledende resultater i et nyt studie fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital på, at screeningsprogrammet for tarmkræft virker. Forskeren bag studiet, Mette Kielsholm Thomsen, belønnes for sin evne til at formidle den komplicerede matematik, der ligger bag resultatet.