Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny vicedirektør på Nordsjællands Hospital

Direktionen på Nordsjællands Hospital er nu fuldtallig med ansættelsen af Maiken Ruders som vicedirektør. Den 1. september var første arbejdsdag.

Efter en periode med et tomt kontor på direktionsgangen har Nordsjællands Hospital nu igen en fuldtallig direktion med ansættelsen af Maiken Ruders, 49. som ny vicedirektør. 

"Jeg er meget glad for, at vi har ansat endnu en stærk profil i direktionen. Maiken har mange års erfaring med ledelse og samarbejde, drift og faglig udvikling i både kommunalt og regionalt regi. Kompetencer, som er vigtige i vores arbejde for at løfte patienternes oplevelse med hospitalet og styrke personalets trivsel – og på vores rejse frem mod det nye hospital," siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth. 

Maiken Ruders, der tiltrådte den 1. september, kommer fra en stilling som ældre- og sundhedschef i Køge Kommune. Hun har tidligere blandt andet være ledende oversygeplejerske på Sjællands Universitetshospital, hun er uddannet sygeplejerske og har en master i offentlig ledelse.

Med erfaring fra mere end 20 år i sundhedsvæsnet og mere end 10 års ledelseserfaring på højt strategisk niveau kommer Maiken Ruders til at spille en vægtig rolle i Nordsjællands Hospitals arbejde med at udvikle fremtidens hospitalstilbud, hedder det i en pressemeddelelse.

Helt konkret bliver en af Maiken Ruders opgaver i de kommende år at gøre hospitalet klar til den fysiske flytning fra matriklerne i Frederikssund og Hillerød til det nye hospital syd for Hillerød. Derudover vil hun have fokus på videreudviklingen af det gode tværsektorielle samarbejde i Nordsjælland.

Foruden Maiken Ruders består direktionen på Nordsjællands Hospital af vicedirektør Thomas Houe, vicedirektør Jonas Egebart og hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.

Nordsjællands Hospital har cirka 4.000 medarbejdere og er et af Region Hovedstadens fire store akuthospitaler. Hospitalet flytter inden for få år ind i andre moderne rammer i et helt nyt hospitalsbyggeri i Hillerøds nye bydel Favrholm.