Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Erfaren leder til Folkeundersøgelser i Randers

Afdelingsledelsen i Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers udvides 1. september med Michael Werenberg Mikkelsen.

Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers har vokseværk, og med udnævnelsen som universitetsklinik inden for kræftscreening i efteråret 2020 er der nu brug for ekstra kræfter i afdelingsledelsen.

Derfor ansættes Michael Werenberg Mikkelsen pr. 1. september i en nyoprettet stilling som afdelingschef. I fællesskab med Berit Andersen, professor og ledende overlæge i Afdeling for Folkeundersøgelser, skal han stå for at lede afdelingen fremadrettet.

Michael Werenberg Mikkelsen er uddannet bioanalytiker i 2009 og har en kandidat i biomedicinsk teknik. Han har desuden taget en efteruddannelse som master i offentlig ledelse. Han kommer fra en stilling som ledende bioanalytiker ved Nuklearmedicin og PET på Aarhus Universitetshospital.

Afdeling for Folkeundersøgelser er en del af Regionshospitalet Randers og er udpeget af Aarhus Universitet til universitetsklinik. Afdelingen er ansvarlig for kræftscreeningsprogrammer i Region Midtjylland og indgår desuden i planlægning af kræftscreening på tværs af regionerne.

Det arbejde ser Michael Werenberg Mikkelsen frem til at blive en del af. Og så glæder han sig til at arbejde med en gren af sundhedsvæsnet, der møder borgerne et helt andet sted i deres forløb, end han gør nu.

"Jeg kommer fra en afdeling, hvor vi har patienterne relativt sent i deres i deres sygdomsforløb. Derfor er det meget meningsfuldt for mig at blive en del af en afdeling, hvor vi forhåbentlig fanger sygdommene langt tidligere," siger han.

Michael Werenberg Mikkelsen kommer desuden med 10 års ledelseserfaring fra Aarhus Universitetshospital.

Michael Werenberg Mikkelsen er 41 år og bor i Søften med sin kone og to børn.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .