Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Kræftlæge får Marie og August Krogh Prisen

Professor og overlæge Inge Marie Svane fra Herlev-Gentofte Hospital blev årets modtager af Marie og August Krogh Prisen. Den fik hun for sin banebrydende indsats for at bruge immunterapi i behandling af kræftpatienter.

Inge Marie Svane blev indstillet til prisen af bestyrelsen i Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), og formand Susanne Axelsen er glad for valget. Hun udtaler på Herlev-Gentofte Hospitals hjemmeside:

"Inge Marie Svane er et fornemt eksempel på, at et lille land kan frembringe store forskningsresultater og forskere af international kaliber. Vejen til den banebrydende T-celle-behandling har ikke altid været nem, men Inge Marie Svane har med beundringsværdig dedikation og talent skabt resultater, der rækker langt ind i fremtiden. Hun er en stor inspiration for forskningsmiljøet og en vigtig brik i ambitionen om at bringe den danske kræftbehandling op i den øverste liga."

Marie og August Krogh Prisen er stiftet af Novo Nordisk Fonden og blev overrakt på årsmødet i Lægevidenskabelige Selskaber 30. juni. Med prisen følger 1,5 millioner kroner, hvoraf 250.000 kroner er til personligt brug.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .