Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Neurolog bliver ny koncerndirektør i Region Sjælland

Fra 1. august bliver Jesper Gyllenborg ny koncerndirektør i Region Sjælland. Han er uddannet speciallæge i neurologi og kommer fra en stilling som lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital.

Siden september 2019 har han været vicedirektør med lægefagligt ansvar på Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde og bl.a. haft en afgørende rolle under corona-epidemien, hvor Sjællands Universitetshospital har haft det primære ansvar for håndteringen af corona-patienter i regionen. Derudover har han haft det lægefaglige ansvar for vaccinationsindsatsen på sygehusene.

"Vi ønskede at få en koncerndirektør, som virkelig vil Region Sjælland, og som forstår de særlige muligheder der er hos os. Det får vi med Jesper, som med sit indgående kendskab til regionen og særligt sygehusene kommer til at være et stærkt bindeled mellem de politiske visioner og sygehusdriften," siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Som ny koncerndirektør bliver 51-årige Jesper Gyllenborg en del af Region Sjællands øverste ledelse, hvor han får et særligt ansvar for de sundhedsrettede opgaver i regionen.

"Vi skal styrke de specialiserede tilbud på sygehusene, samtidig med, at vi ser mulighederne i de nære, decentrale tilbud, hvor patienterne eksempelvis kan møde sundhedsvæsnet via digitale løsninger. Og så vil jeg arbejde videre på at styrke sammenhængen mellem sygehusenes akutte tilbud og det nære sundhedsvæsen, herunder samarbejdet med eksempelvis kommuner og praktiserende læger," siger Jesper Gyllenborg.

"Det bliver også et fokusområde for mig at videreudvikle lægeuddannelsen i Region Sjælland og forhåbentlig være med til at etablere en fuld én af slagsen, samt at understøtte og bygge videre på vores stærke forskningsmiljøer på tværs af både faggrupper og sygehuse i regionen," siger Jesper Gyllenborg.

Fra 2009-2019 var Jesper Gyllenborg ledende overlæge på Neurologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, hvor han arbejdede for at styrke og udvikle det neurologiske speciale i Region Sjælland.
Han er uddannet fra Københavns Universitet i 2000 og speciallæge i neurologi i 2008.

Privat er Jesper Gyllenborg gift, far til tre voksne børn og bor i Roskilde. I sin fritid er han blandt andet aktiv motionscyklist og sejler.

Jesper Gyllenborg efterfølger den nuværende koncerndirektør Leif Panduro Jensen, som går på pension til august.

Udskriv