Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

International diabetespris til Hans-Henrik Parving

Hans-Henrik Parving, professor emeritus, dr. med. er modtager af den prestigefyldte pris Outstanding Achievement in Clinical Diabetes Research Award, der d. 28. juni bliver uddelt af American Diabetes Association.

Det sker i forbindelse med verdens største diabeteskongres, ADA, der afholdes i Washington. Prisen anerkender Hans-Henrik Parvings ekstraordinære bidrag til forskning i diabetesforebyggelse og -behandling.

Hans-Henrik Parving har med sin forskning haft en stor andel i at udvikle den kvalitet i forebyggelsen og behandlingen af diabetisk nyresygdom, der er i dag. Han har gennem mange år været tilknyttet Steno Diabetes Center Copenhagen som overlæge og professor på Københavns Universitet lige som han i mange år har været tilknyttet Rigshospitalet.

Det var Hans-Henrik Parving, der påviste, at stoffet albumin er en risikomarkør for udvikling af diabetisk nyresygdom og vigtigheden af tidlig behandling for at forebygge forværring af sygdommen. Hans forskergruppe leverede også den banebrydende forskning i, hvordan lægemiddelgruppen ACE-hæmmere kan bremse udviklingen af ​​diabetisk nyresygdom og bevare nyrefunktionen hos de, der er ramt af sygdommen. I Steno 2-studiet viste Parving og medarbejdere, at intensiv behandling med flere lægemidler forsinker udvikling af skader på de små blodkar i øjne og nyrer samt store blodkar og derved forbedre prognosen for personer med type 2-diabetes. Disse forskningsresultater er faglige milepæle, der er skrevet ind i lærebøgerne og har stor indflydelse på hverdagen og livskvaliteten for personer med diabetes verden over i form af forbedret forebyggelse og behandling.

Hans-Henrik Parving har offentliggjort mere end 650 peer-reviewed artikler og 100 kapitler i tekstbøger. Derudover har 21 stipendiater fra Parvings forskningsgruppe forsvaret deres doktorafhandlinger.

Hans-Henrik Parving blev i 2005 tildelt ordenen Ridder af Dannebrog af Dronning Margrethe II.