Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny ledende overlæge på Kolding Sygehus

Anne Friesgaard Christensen tiltræder 1. juni som ny ledende overlæge på Akutafdelingen og Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus.

Anne Friesgaard Christensen kommer fra en stilling som overlæge på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, hvor hun har været siden 2014. Hun er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 2004, og foruden Sygehus Lillebælt har hun både været ansat hos OUH og forsket ved Syddansk Universitet. Nu glæder hun sig til at starte arbejdet på to afdelinger, som har meget at gøre med hele sygehuset.

"Medicinsk Afdeling og Akut Afdelingen i Kolding har en stor rolle på sygehusniveau med mange snitflader og samarbejde med andre afdelinger og sygehusets øvrige matrikler. Det samarbejde og relationerne ligger mig meget på sinde. Vi er bedst, når vi løfter i flok. Derudover glæder jeg mig til at tage fat på arbejdet omkring den forestående Akut Plan og arbejde videre med sammenlægningen af de medicinske specialer i Kolding og i Vejle," siger Anne Friesgaard Christensen.

Den nyudnævnte ledende overlæge har store forventninger til sig selv og medarbejderne på afdelingerne, og hun vil gøre alt for at føre Sygehus Lillebælts værdier videre i sit nye virke.

"Medarbejderne kan forvente, at jeg er lydhør og tilgængelig, og at jeg vil gøre mig umage for, at afdelingen og personalet får succes. Lige som jeg er åben og ærlig, forventer jeg, at medarbejderne er ligeså. Jeg forventer også, at personalet gør sig umage, og i ord og handling sætter patienten først," siger hun. 

Privat bor Anne Friesgaard Christensen i Vejle med sin kæreste og deres to børn på fire og seks år.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .